Nu er virksomheden fixminopgave.dk blevet forbudt, så unge gymnasieelever må kigge langt, hvis de skal købe sig til en god karakter.
Mette Hjerrild Pedersen
Der er ikke meget at komme efter for de gymnasieelever, som håbet på at købe sig til en god karakter ved dette års eksaminer.
Virksomheden fixminopgave.dk skal øjeblikkeligt stoppe salget af opgaver, for nu har forbrugerombudsmanden slået hånden i bordet og gjort virksomheden forbudt.
”Formålet med ungdomsuddannelserne er at dygtiggøre elever. Man bliver ikke dygtigere af at få andre til at skrive sin opgave og betale for det,” fortæller Forbrugerombudsmand Christina Toftgaard til Ritzau.
Siden foråret sidste år har Fixminopgave.dk flittigt solgt afleveringsklare opgaver til blandt andet gymnasieelever, som bliver skrevet af studenter og studerende. Det har ikke været muligt for Ekstrabladet af få en kommentar fra stifter af Fixminopgave.dk, Frederik Drews. Han fortæller dog til dr.dk, at han er stærk uenig i, at eleverne snyder ved køb af opgaver, men i stedet hjælper og inspirere eleverne.
Tvivlsomme censorer
Trods et højt kendskab til opgave og notetjenester, såsom fixminopgave.dk eller studienet.dk, har 43 pct. ikke handlet aktivt i tilfælde af mistanke om snyd, viser en undersøgelse fra Undervisningsministeriet om snyd i gymnasiet fra efteråret 2017.
Her kan du se, hvordan censorerne vurderer snyd i gymnasiet
Undersøgelsen viser også, at 21 pct. af censorerne, som har haft en mistanke om snyd, tror, at snyd i høj grad eller i nogen grad kommer fra plagiat som købt opgave.
”Ministeriet har ikke tidligere haft lignende tal, og de styrker desværre mistanken om, at snyd er en integreret del af prøver og eksamener i Danmark. Prøver og eksaminer skal være objektive og fair. Derfor fortsætter vi arbejdet med at indrette dem, så det er de dygtige elever, der får de gode karakterer – ikke snyderne,” fortæller undervisningsminister Merete Riisager (LA) til Ekstrabladet.
Undersøgelsen understreger, at 96 procent af censorerne mener, at det er en del af deres rolle at være opmærksomme på snyd. Dog er plagiat som købt opgave ikke den største bekymring, når censorerne mistænker for snyd. Undersøgelsen påpeger nemlig, at censorerne mener, at den største kilde til snyd kommer fra plagiat fra eksisterende kilde, som eksempelvis Wikipedia.
Sælger virksomhed til England
Selvom Forbrugerombudsmanden har låst døren til det danske marked, så kan det være, at Fixminopgave.dk har fundet sin vej udenom systemet. Virksomheden er blevet opkøbt af en engelsk virksomhed, hvilket tyder på, at opgaverne ny eksporteres fra det engelske marked.
Noget tyder på, at Forbrugerombudsmanden får en lang næse, hvis gymnasieeleverne stadig får mulighed for at betale sig fra lektierne. Før Forbrugerombudsmanden skal have held med at slukke det sidste lys for virksomheden, skal Sø- og Handelsretten se lige så sort på salget af eksamensopgaver.